Film og serier

Dunkirk lever ikke op til Nolans tidligere arbejde

January 18, 2018

Krigsfilmen “Dunkirk” er instrueret af den berømte og anerkendte filminstruktør Christopher Nolan. Han er også instruktøren bag andre anmelderroste og berømte film som “Inception” og “Interstellar”.

Filmen havde premiere i Danmark i d. 20 juli 2017, og blev produceret i samarbejde med Warner Bros Pictures. Den omhandler den berømte britiske evakuering under 2. verdenskrig i 1941.  En berømt og vigtig begivenhed, der aldrig før er set på biograflærredet.

Tom Hardy, Ciliian Murphy og Kenneth Branagh er de tre mest kendte skuespillere, i et relativt ukendt cast. Christopher Nolan har i kontrast til mange af hans film, valgt at give hovedrollerne til forholdsvis ukendte skuespillere. Det er da en grund til. For Dunkirk er en beskrivelse af en historisk begivenhed, ikke en fortælling om en bestemt soldat eller soldaters heroisme som man ser i de fleste krigsfilm. Derfor skal skuespillerne ikke være fokuspunkter. De er blot mennesker der har været med til en begivenhed, de er ikke midtpunkter men individer der har deltaget i krigskaosset. Dunkirk delte meninger blandt publikummer. Netop fordi det er en så anderledes krigsfilm. Det er det Nolan kan. Han kan give os oplevelser vi ellers ikke ville have fået, og det er måske hans største kvalitet.
Dunkirk giver os action og flotte billeder, men alligevel forlader man filmen med en lidt sjov fornemmelse. Dunkirk er en stor oplevelse, men alligevel lever den ikke helt op til Nolans tidligere arbejde. Det må også være svært at leve op til! 

Billedresultat for 4 ud af 6 stjerner

Film og serier

Bedste Science-fiction film nogensinde?

December 7, 2017

Science Fiction-filmen “Interstellar”, er den berømte filminstruktør Christopher Nolan’s niende film. Christopher Nolan har blandt andet instrueret andre formidable film, som The Dark Knight trilogien og Inception, som er meget populære og anmelderroste film.

Interstellar havde premiere i 2014, og var produceret i samarbejde med Paramount Pictures og Warner Bros.

Interstellars historie er som sådan ikke særlig original. Men er dog alligevel gennem dens realisme et frisk pust på genren.  Der findes mange film omkring fremtiden på Jorden, og rumrejser, men denne formår langt bedre end de andre, at lave en god og fyldestgørende film.

Interstellar foregår i en fremtid på Jorden, hvor klimaændringer, og en kommende hungersnød er ved at ødelægge mulighederne, for at leve på Jorden.

Cooper, spillet af Matthew McConaughey beslutter derfor, efter at blive rekrutteret af NASA, at tage på en episk rejse gennem rummet, for at finde en ny planet, som menneskeheden kan kolonisere. Som Cooper selv siger om problemet: “Mennesket blev født på jorden. Men det var aldrig meningen at vi skulle dø her.”

Meget af videnskaben bag Interstellar kan virke uvirkelig og fuldstændig langt ude, men Christopher Nolan hyrede specifikt Kip Thorne, til at stå for videnskaben i Interstellar. Kip Thorne har med udgivelsen af Interstellar, også udgivet en bog ved navn “The Science Of Interstellar”. Bogen beskriver ned til de mindste detaljer, hvordan videnskaben i Interstellar passer med virkeligheden.

Fantastiske præstationer

Matthew Mcconaughey spiller fremragende i denne science-fiction film. Mcconaughey præsterer sin rolle til det fulde og man kan  i filmen se at Nolan har lagt meget vægt på forholdet mellem Cooper og datteren Murph. Mcconaughey viser i filmen hans dygtighed og hans store følelsesregister.  McConaughey er brillant i rollen som Cooper og han viser sin bedste præstation ved mødet med datteren. Han viser Coopers smerte brilliant og det fører til at publikum begynder at have enormt meget sympati for karakteren. Han spiller den mest vellidte og sympatiske karakter i filmen og hans præstation får en til at holde af ham og forstå hans indre kvaler.  

Den unge Murph spilles af skuespilleren Mackenzie Christine Foy og hun spiller sin rolle fremragende. Præstationen hun viser ved sin indlevelse af karakteren, illustrerer hvor god en skuespillerinde hun allerede er i hendes alder. Men det er også hendes forhold til faren Cooper, som definerer hendes skuespillerpræstation i filen. Hendes præstation har stort fokus på den sorg som Murph føler ved farens afrejse, og bliver forhåbentligt et startskud på en stor skuespiller-karriere. Der er ihvertfald nærmest garanti på at det ikke er det sidste vi ser fra hendes side.

Karakteren  voksen-Murph bliver spillet fantastisk godt af skuespilleren Jessica Chastain. Skuespilleren har en fremragende evne til at spille sin karakter med en masse indlevelse og liv.. Karakteren bliver også udlevet som en videreførelse af den yngre Murph´s personlighed.  Det er en glimrende og brillant præstation af skuespilleren og Murph er en de personer man husker fra denne film.

Professor Brand´s karakter bliver spillet af den fantastiske skuespiller Michael Caine. Han er som altid fremragende og leverer en glimrende skuespillerpræstation. I denne film giver han en god præstation i rollen som en aldrende professor der prøver at redde menneskeheden. Karakteren har også mere dybde end man umiddelbart tror.

Hvorfor er Interstellar så god? 

Interstellar er en fantastisk film. Fordi den blander det episke med det jordnære. Det storslåede rumeventyr, og missionen om at redde verden bliver blandet med noget så normalt som en far der må rejse fra sine børn. Filmen har kun få mindre action scener og det vil måske overraske nogle. For burde der ikke være mere action i et science-fiction drama? Nej egentligt ikke. Der er flere scener hvor spændingen er top, uden dog at have action for action’s skyld. Især giver scenerne med rumfartøjet flere mindeværdige øjeblikke, som landgange på planeter, samt en nervepirrende docking scene hen mod den sidste tredjedel af filmen. Med mange af disse scener i rummet, har Nolan specifikt valgt stilheden. Der er derfor ingen lyd med, kun de flotte visuelle billeder af det fantastiske rum og rumfartøjet der manøvrer rundt i det.  

Men filmen er så meget mere end bare storslåede scener og flotte visuelle effekter. For der hvor filmen bliver rigtig god og samtidig slår dens stærke konkurrenter er i karaktererne. Vi er som publikum så ufatteligt følelsesmæssigt engageret i filmen på grund af karaktererne. Vi lider med Cooper, som savner sine børn så forfærdeligt og som bliver konstant prøvet på den udmattende rumrejse. Nolan har i modsætning til mange rum-film gjort sine karakterer mere end en-dimensionelle og alle har derfor uheldige træk. Det fører til mange interessante scener og konflikter mellem karaktererne. Michael Caine’s karakter er fx. ikke så god som man umiddelbart tror. De mange seriøse øjeblikke bliver indimellem afbrudt af komiske øjeblikke, hvor Mcconaughey og specielt robotten TARS der giver tiltrængte friske pust under filmen.

Filmen beskriver også de følelser Murphy går igennem med sin far der har forlader/forladt hende og en verden der langsomt går i hundene. Det er nemlig ikke bare jorden Cooper forlader. Det er hans børn. Nogle af de mest emotionelle og smukke scener er med Coopers interaktion med børnene. Om enten det er da han forlader dem, eller da han hører nyheder hjemmefra oppe i rummet. Disse emotionelle scener er for mig højdepunktet i denne storslåede film. Cooper der overvældet af savn og fortrydelse græder, mens Hans Zimmers fantastiske score sætter stemningen. Her tænker jeg især på 2 fantastiske scener, hvor en grædende Cooper bliver akkompagneret af storslået musik. Musikken passer perfekt til filmen. Zimmers klasse kan ikke fornægtes, og det beviser han igen-igen. Jeg mener at han til denne film har formået at overgå hans tidligere arbejde. Det er skræddersyet til filmen og kunne ikke gøres bedre. Musikken bærer filmen, mens jeg samtidig mener at filmen bærer musikken. De kunne ikke eksistere uden hinanden, og med en forståelse for filmen, bliver musikken så meget bedre.

Interstellar er selv med stærke konkurrenter i dens felt, måske den bedste science-fiction film nogensinde. Det er en realistisk nyfortolkning på genren, der ikke indeholder Storm troopers eller kampe i rummet, men derimod en fortælling om en far der forlader sine børn, for at redde menneskeheden. Christopher Nolan har i Interstellar måske lavet sin til dato bedste film og det siger ikke så lidt. Vi føler at filmen har fået meget uretfærdig kritik og at det skyldes nogle forventninger til en anderledes film. Visse anmeldere har ikke haft den ambition og vision som Nolan og håbede på noget af det samme, som vi har fået hundrede gange før. Som Cooper meget passende siger: “ Engang kiggede vi op mod himlen og forestillede os vores plads blandt stjernerne. Nu kigger vi bare ned og bekymrer os om vores plads i støvet “  Vi elsker filmen for præcis det den er: En episk men samtidig meget realistisk science-fiction film, som bliver båret frem af fantastiske karakterer og stærk dialog.

Vi syntes uden at overdrive at Interstellar er en af de bedste film vi nogensinde har set.  

Sport

En ny tid for AGF!

October 22, 2017

En ny sæson begyndte den 14-07. GF’erne var optimistiske. Historien gentager sig, men det ignorerede aarhusianerne denne fredag aften. Et godt transfervindue, en dygtig træner og tid til at få filosofien under huden. Alt så umiddelbart godt ud. Så begyndte sæsonen……..

Allerede kort inde i første kamp mod Horsens stod det klart for ledelse og fans, at de store forandringer ikke var tilstede. Frustration steg i takt med skuffelserne. Især nederlagene mod Randers og  Fredericia, som betød et exit fra pokalturneringen står klart i hukommelsen. Men meget passende for AGF kom der efter skuffelserne altid opture. En overraskende sejr mod Brøndby, en flot præstation ude mod Nordsjælland og en udradering af Helsingør. Sjovt nok måtte Glen lade livet efter lige den kamp mod det sjællandske hold. Timingen virkede for mange fans underlig. Hvorfor fyrer man trænereren efter sæsonens største sejr? Efter noget tid blev det dog klart, at beslutningen om at fyre Glen blev taget efter det pinlige pokalexit. Men var det den rigtige beslutning? Mange inklusiv mig selv mener, at den bedste løsning ville have været at lade Glen spille sæsonen færdig. Der var ikke store forbedringer at spore, men pointhøsten var bedre end det tilsvarende sidste år. AGF havde hele tiden gjort det klart at målsætningen var top 6. Nogle ville mene, at det er for ambitiøst, men personligt synes jeg – især efter et godt transfervindue, at det er en meget realistisk målsætning. Glen kunne ikke opnå målsætningen, så ledelsen handlede. Om man er enig eller uenig i beslutningen, kan man ihvertfald ikke beskylde AGF ledelsen for ubeslutsomhed. Det står meget klart, at de vil gå langt for at se det nye AGF lykkedes.

Erstatningen faldt på David Nielsen. Han havde i længere tid været i kontakt med ledelsen, som i David har fået deres ønskede trænernavn. Et kæmpe trænertalent. En kontant mand som på og uden for banen har haft sine kontroverser. I 2008 udgav han selvbiografien Sorte Svin, hvor han beretter om flere voldsepisoder og den berygtede spilleskandale. David Nielsen er ikke en mand der er bange for kontroverser eller konflikter. Hans bog sluttede effektivt hans spillekarriere i Danmark, hvor han blev forvist til Norge. Han tør at tage risikoer som den. Som han selv siger i et interview med JP: ” Alle kender de fire værste ting, jeg har gjort i mit liv. Det har jeg ingen problemer med. Jeg er ikke perfekt. Jeg prøver heller ikke at fremstå perfekt. ” David mener selv, at han er blevet mere moden med alderen. Det har været en nødvendighed for at blive fodboldtræner. ” Du kan ikke bruge et sekund på det, der skete i går, eller da du senest havde bolden. Hverken som træner eller spiller. Det, der skete i går, at jeg vandt bronze med Lyngby sidste sæson, det kan jeg ikke bruge til en eneste – en eneste – ting i dag. Intet kan jeg bruge det til. Intet. ” siger David i samme interview med JP. Han er fokuseret. Hele tiden fokuseret på at vinde, på næste opgave. David Nielsen er ikke typen, der reflekterer over karriererens højdepunkter. Det er altid videre til næste udfordring. Det er meget ambitiøs mand AGF har fået som cheftræner. Men for at forstå hans trænermæssige baggrund og ansættelsen i AGF, må vi kigge på hans tidligere jobs.

Første trænerjob var i Nest-Sotra. En norsk klub i den tredje bedste række. David kom til klubben i sommeren 2011, hvor han reddede dem fra nedrykning og året efter førte dem til en sensationel oprykning. Et gennemført job der gav ham en kultstatus blandt fansene, også selvom han allerede et år efter tiltrædelsen ville tage videre. For David tog østpå og blev assistenttræner i Strømgodset under træner Ronny Deila. Her havde han spillet på leje i sin egen karriere, og derfor var det en velkendt klub David kom til. Strømgodset havde lige vundet mesterskabet og forventningerne var store. I sæsonen efter mesterskabet sluttede David og Strømgodset på en 2. plads, men imponerede med deres fodbold og flotte hjemmebanestatistik. Det var nok til at træner Ronny Deila blev opsnappet af de skotske mestre Celtic. David Nielsen blev til manges overraskelse gjort til cheftræner. Et alvorligt step-up.  I Davids første sæson førte han det norske hold til en 4. plads. Ikke imponerende i forhold til tidligere sæsoner, men nok til at han beholdte jobbet. Nedturen kom desværre i anden sæson. Efter en række skuffende resultater blev David enige med klubben om at slutte samarbejdet.

Lyngby havde på dette tidspunkt været i 1. division i 3 år. En stor dansk klub, som ikke kunne stille sig tilfreds med en tilværelse i anden bedste række. De havde været tæt på oprykningen, men til deres store skuffelse var den gået i vasken. David Nielsen blev i 2015 gjort til cheftræner og kvitterede med en imponerende oprykning og 1. plads. Dernæst kom superligaen og Davids første sæson som superligatræner. I oprykkersæsonen førte han dem til bronzemedaljer og en imponerende placering. Hårdt arbejde, benhård disciplin og en fremragende defensiv var nøgleområderne i en flot sæson. Med placeringen satte han sig selv på kortet som en af danmarks største trænertalenter. Det var den præstation, der gjorde AGF ledelsen interesseret i David. Så kom 17/18 sæsonen. David og Lyngby var ikke mere usårlige og tabte både point og kampe. Det var tydeligt, at det ikke ville blive en ny sensationel sæson, men at Lyngby derimod nu spillede på et mere forventet niveau. David Nielsens sidste kamp som Lyngby træner blev et 3-1 nederlag til Aab. Den 30. september blev David præsenteret som ny træner i AGF.

Nu har jeg snakket meget om AGF’s nye træner, men hvad er det for en klub, han kommer til? Det er en klub som mere eller mindre har gået igennem 20 års skuffelse. En ny ledelse er kommet til i de sidste 5 år med ambitioner om at gøre AGF til et tophold. Med direktør Jacob Nielsen i spidsen er det nye projekt ambitiøst og målrettet. Det er tydeligt at det “nye” AGF prøver at distancere sig fra det gamle. Det er helt fair. Ingen af folkene på lederpositionerne har været involverede i nedrykningerne. Der er dog lyspunkter. Forretningen AGF klarer sig bedre end tidligere og nedrykningerne hører fortiden til.  Der har dog været store lavpunkter. Her tænker jeg især på 0-7 nederlaget hjemme mod Brøndby og 1-4 nederlaget til Randers. AGF har ikke under de 2 sidste trænere formået at udvikle”consistency”. Derfor minder det i store træk om det gamle AGF, hvor opture altid blev fulgt af nedture.

Det er en kæmpe klub David kommer til. Målt på tv-seere Dannmarks 3. største klub. Derfor er det blot naturligt at fansene regner med forbedringer. Med de penge der er i AGF og den store støtte, er det en katastrofe, at klubben har set så stor modgang. AGF konkurrerede engang med Brøndby om herredømmet i dansk fodbold. Nu kæmper klubben for overlevelse i superligaen. Det stemmer ikke overens med pengene og fanbasen. Der bliver kæmpet hver kamp for at vende dette. Man griner af AGF rundt om i landet. På sin egen måde er det fint nok imellem rivaliserende klubber, men når det også er egne fans, der griner, kræver det handling. Glen var skyld i meget af dette. Han var ikke en elsket figur, og med sit yndlingsbegreb ‘process’ blev han upopulær i byen. I Aarhus gider man nemlig ikke mere snak. Der skal være handling! Man kunne håbe at fyringen af Glenn var et første skridt. Der skal nemlig være en kulturændring i AGF. Taberkulturen skal skiftes ud med en vindende. Lige dér kunne David være et godt match. Glen og David er 2 helt forskellige typer, og det kan være det AGF trænger til. David følger ikke noget fast spilkoncept. Han vil vinde og vinde for enhver pris. Han er ikke meget for at snakke. Han er ikke bange for nogen kampe, om det er på banen, i pressen eller i omklædningsrummet. Der er mange meninger om AGF. Man har hentet alle de bedste trænere og ingen af dem har formået at vende skuden. Derfor vil der også nu være stor tvivl om, hvorvidt David kan magte hans hidtil største udfordring i trænerkarrieren. For én ting er det taktiske. Det er jeg ikke i tvivl om, at David har styr på. Men det taktiske rækker kun så langt. I AGF er det tydeligt, at det ikke er taktikken igennem årene, der har været problemet. Det er det psykiske aspekt. Både blandt spillerne og fansene. Det er det, David skal tage det ultimative opgør med. Hvis han gør det, vil der blive rejst statuer af ham i smilets by. Hvis ikke ender han som endnu en i rækken af talentfulde trænere, der ikke kunne løfte opgaven. I en tid hvor folk ikke kommer på stadion og superligaen støt mister seere, er det i ligaens interesse at AGF lykkedes. For GF kan om nogen trække folk på stadion og tænde tv’erne. På vegne af AGF fanbasen og superligaen siger jeg med håb i hjertet: Held og lykke David!

Film og serier

7 sæson af Game of Thrones stank!

September 29, 2017

 

SPOILER ALERT!!!!!
Den første episode af 7’ende sæson udkom i juli 2017. Selvom det i de første episoder var et glædeligt gensyn, blev det tydeligt som sæsonen skred frem, at det ikke føltes helt som det rigtige GOT. Mange(inklusiv mig selv) er enige om at denne sæson er den hidtil dårligste.
Men hvorfor var sæson 7 dårlig?

For at forstå hvorfor, skal vi dykke ned i idegrundlaget for serien. Game Of Thrones og bøgerne den er bygget på har altid haft 2 principper: Intet er sort og hvidt og alle kan dø! Alle karakterer er konstant i fare. Det gik først op for publikum, da en af første sæsons sidste episoder sluttede med henretningen af den daværende hovedperson Ned Stark. Det har altid været det fede ved serien. Det nok bedste eksempel på at alle er i fare er The Red Wedding. Vores yndlingskarakterer bliver smigmyrdet til et bryllup, mens deres hær, som kæmpede for at ændre Westeros til det bedre, bliver massakreret. Det må absolut være det mest “thrones” agtige øjeblik nogensinde. De øjeblikke er der mange af i serien og jeg synes personligt, at det er det bedste ved serien. Det gør hver episode eller kapitel til en spændingsfyldt tur, hvor man aldrig kan vide sig sikker på handling eller karakterernes skæbne.

Historien foregår i et eventyrunivers: Der er drager, der er kæmper og der er levende døde. Men alt er indefor de rammer helt realistisk. Vores helte bærer på mørke hemmeligheder og vores skurke har godhed i sig. Alt er ikke sort og hvidt. Selvom det serien på papiret minder om Ringenes Herre, kunne de indholdsmæssigt ikke være mere forskellige. Man ser ikke Frodo blive halshugget eller hele hans familie dræbt. ASOIAF(en sang om is og ild) forfatteren George. R. R Martin udtaler om måden bøgerne er skrevet på: ” Nobody is a villain in their own story. We’re all the heroes of our own stories ” Derfor bliver (næsten) ingen helte beskrevet som 100 % gode og ingen skurke som helt onde. Et eksempel er den psykopatiske Ramsey Bolton. Selvom det umiddelbart er svært at forstå hans ondskab, bliver den i serien og i bøgerne italesat. Ramsey’s mor er af hans far, blevet voldtaget og dræbt. Han er født gennem denne voldtægt. Han higer efter sin fars anerkendelse, men bliver konstant nægtet den. Han får det ydmygende label “Bastard” som hele hans liv plager ham. Et eksempel af mange på hvordan forfatteren portrætterer “skurkene” med sympatiske baggrunde og motivationer.

Men hvorfor har alt det her effekt på sæson 7’s fiasko? Fordi GOT for første gang forrådte det princip, der havde givet dem alt den succes! Hvis man kigger på denne sæson, adskiller den sig kraftig fra de andre. Den leverer på kampscener og underholdning, men ikke på “thrones” fornemmelsen. Ingen vigtige karakterer døde i denne sæson. Det er heller ikke en nødvendighed. Men seeren skal i det mindste frygte for deres yndlingskarakterer. Det var der intet af i denne sæson. Man dræbte bi-karakterer, folk som skriverne ikke kunne bruge mere. Her er det vigtigt at pointere at folkene bag serien selv nu opdigter hvad der skal ske(dog med George R.R Martin som rådgiver), da de 2 sidste bøger ikke er skrevet endnu.  Hele den her sæson virkede som et produkt af doven skrivning. De karakterer man ikke vidste hvad man skulle bruge til smed man væk. Her tænker jeg især på Littlefinger, men også på andre karakterer som The Sandsnakes og Thoros Of Myr. Hele problematikken jeg beskriver, ses i episode 4 hvor Jamie Lannister ifølge GOT reglerne burde være død. Men i stedet som en eller anden klichefyldt Hollywood produktion, reddes han i sidste øjeblik. Det samme kan man sige om situationen på muren, hvor det må formodes at Thormund og Gendry overlever. Jeg var dybt skuffet over denne sæson, hvor de valgte en mere Hollowood’sk tilgang til tingene. Det fungerer ikke for denne serie. Jeg er udmærket klar over udfordringen ved at skrive om intriger og overraskelser, når det handler om noget så simpelt som de levende mod de døde, men det skal de kunne klare!

Det skal gøres bedre fremover. Det skal det simpelthen. For det er at skide på fansene, karakterne og vigtigst af alt George R.R Martin, at behandle en sæson på denne måde. De står over for en udfordring med tanke på næste sæson. De skal finde vejen tilbage til det format, der gjorde serien til det den er i dag. Det er dog en udfordring, jeg har den største tiltro til de kan klare. De har trods alt skabt den bedste tv-serie nogensinde!

– Niels August Christiansen

Uncategorized

Velkommen til!

September 19, 2017

Velkommen til!

Jeg er en 16 årig dreng, som lige nu har sin gang på Himmerlands ungdomsskole. Jeg valgte at tage på efterskole, fordi jeg ville prøve nye udfordringer, møde nye mennesker og have et fedt år!

En af mine store interesser er fodbold. Jeg er fan af de 3 hold: AGF, Liverpool og Real Madrid. Jeg er ugentlig på lægterne til AGF kampene, mens det er min største drøm at være til kamp på Anfield eller Estadio Bernabeu.

En anden af mine interesser er film: Store værker som The Godfather, The Revenant og Pulp Fiction har gjort stort indtryk. Min yndlings instruktør er Quentin Tarantino, for måden han fortæller en historie på, samt den kompromisløse tro på hans måde at gøre tingene på.

Jeg er også meget interesseret i samfundet. Hvad mener jeg med det? At jeg har en interesse i inden- og udenlandspolitik. At samfundet hele tiden ændrer sig og at iagttage den forandring er mega spændende!

Min blog vil handle om mine interesser og tanker om samfundet. Den vil inkludere film- og serieanmeldelser, sport, politiske tanker og andre ting der optager mig.

Velkommen til!

– Niels August Christiansen